Røntgenundersøgelser

Vi tager mange røntgenbilleder her på Odder Dyreklinik, både screeningsundersøgelser og i forbindelse med sygdomme. Vi anvender digitalt røntgenudstyr. Klinikken har også digitalt tandrøntgen.

Screeningsundersøgelse er oftest standard røntgenoptagelser for hofteledsdysplasi (HD),
albueledsdysplasi (AD) eller osteochondrose i skulderleddet (OCD)

Røntgenundersøgelser kan udføres på alle dele af dyrets krop og benyttes ofte i kombination med andre undersøgelser til at afkræfte eller bekræfte en diagnose.

Hvis der er behov for at undersøge hulrum eller væskefyldte strukturer, er der mulighed for at anvende kontrastmidler - for eksempel bariumkontrast til undersøgelse af spiserør, mavesæk og tarme. Man kan også indsprøjte kontraststof i blæren. Indgivelse af intravenøse (i blodbanen) kontraststoffer kan fremhæve eksempelvis nyrenes strukturer.

Røntgenstråler er nært beslægtede med både radio- og lysbølger og er usynlige elektromagnetiske stråler med kort bølgelængde.

Røntgenstrålerne sendes fra et røntgenrør gennem patienten til en fotografisk film bag patienten. Når røntgenstrålerne rammer den fotografiske film, vil den farves sort afhængigt af hvor meget af strålingen, der er blevet absorberet af kropsvæv. På Odder Dyreklinik er film dog erstattet af en røntgenfølsom detektorplade, som videregiver digitale signaler, der ved en computer omsættes til billeder af den undersøgte kropsdel.

Bløde kropsdele så som fedt, muskler, hud og blod er det mest 'gennemsigtige' væv og vil således ikke absorbere ret megen stråling. De fremtræder derfor som mørkegrå skygger. Derimod vil det hårde tætte knoglevæv absorbere megen stråling og efterlade en hvid skygge på det færdige billede.

I langt de fleste tilfælde stiller dyrlægen diagnosen på stedet og du får svar samme dag. I specielle tilfælde sendes billederne videre til en specialist der vurderer billederne i samråd med din egen dyrlæge. Derefter lægges der en behandlingsplan.
Screeningsundersøgelser sendes altid ind til vurdering.