Aktivering af indekatte

En kat med adgang til det fri bruger normalt sin energi på jagtaktiviteter og pasning af sit territorium. Jagtaktiviteter består ikke kun i at fange og dræbe, men også i at udforske, opspore, afvente og forfølge byttet inden selve fangsten. Territoriet er et område som bruges til jagt. Katte bruger meget tid på at afpatruljere, afmærke og overvåge dette område.

Katte der lever udelukkende inde har samme behov for jagt og territorium som udekatte, men i mangel af den naturlige adgang opstår let stress, kedsomhed og uønsket adfærd som jagt på hænder og fødder samt klatring i gardiner og møbler.
En optimal indretning af hjemmet og aktivering som erstatning er derfor en rigtig god ide.

Lejligheden eller huset er indekattens territorium, der skal overvåges og afpatruljeres. De vil utrolig gerne have højt placerede liggepladser og skjulesteder, hvorfra de kan følge hjemmets aktiviteter og få ro. Der findes mange forskellige katte miljøer i handlen, men de kan nemt laves selv. Et par frie hylder i reolen eller flere frit hængende hylder på væggen kan bruges som gode højtliggende liggepladser og kurve eller kasser med tæpper kan bruges som gode katte skjul. Adgang til liggepladser kan lettes med stolper eller plader beklædt med tæppe/hessian eller flere kradsebrætter skruet op over hinanden.
Livet udenfor vinduerne følges af mange indekatte med stor interesse, så en liggeplads med udsigt står som regel i høj kurs eller en udendørs løbegård som f.eks. en altan sikret med net.

Undersøgelse af territoriet er kun interessant for katten, hvis der med mellemrum findes interessante ting. Kattens foder eller dele heraf kan placeres på hylder, i kasser, i hjørner eller under møbler på steder hvor man ønsker katten skal komme. I starten skal maden placeres nemt tilgængelig, men sværhedsgraden bør øges og placering varieres for ikke at gøre det for nemt.

Katte jager normalt mus og en gang imellem småfugle og fisk. Byttet bliver efter fangsten leget med og "pakket ud" inden det spises.
Musejagten kan erstattes af legetøj som kunstige mus eller pelsstumper der trækkes men over gulvet i en snor. Fuglejagten kan erstattes af fjer ophængt i en elastik i loftet og fiskeriet af bolde eller andet flydende legetøj placeret i en balje med vand. Husk dog at der ikke kan undgås vand udenfor baljen.
Som en kombination af jagt og aktivering kan foder placeres hvor det kræver aktiv handling fra katten at få det frem. Der findes mange forskellige muligheder.
Her kan nævnes aktiveringsbold eller flaske med huller i siden, hvor foderet kan drysse ud når katte skubber til den.
Ting hvor foderet skal fiskes ud eller op med poten. Det kan være små kasser med huler lige store nok til et forben, byggesten med huller eller toiletruller limet sammen i en kasse hvor foderet placeres i bunden af enkelte rør.
Foder kan desuden indpakkes i rør fra toilet- eller køkkenruller eller papir som kræver en god kattepote at åbne.

Selvom katte kræver variation i hverdagen er det dog altid vigtig at følge kattens egen døgnrytme. Aktivering skal derfor tidsmæssigt placeres på samme tidspunkt hver dag.
Husk kun fantasien sætter grænser.
God fornøjelse.