Forhold mellem hund og ejer

Hundens udvikling og samarbejde mellem hund og ejer

At kunne forstå sin hund og alle dens signaler, er fundamentet for et godt forhold mellem hund og ejer.

Hunden er et flokdyr med et nuanceret sprog til at samarbejde og kommunikere med andre. Det er meget vigtigt som hundeejer at gøre et forsøg på at forstå dette sprog.

Vores hunde kommunikerer hovedsagligt gennem kropssprog og mimik. Det er her de fleste detaljer kommer frem, hvorimod lydene som ofte bruges til stærkere beskeder.

Øjne
Hundens øjne har stor betydning for dens kropssprog, mere end vi regner med. En overlegen hund, gør sine øjne store og stirrende, samt fastholder øjenkontakt med modparten. Den underlegne hund, gør sine øjne smalle og undgår direkte øjenkontakt med modparten. Tænk på dette under træning af hunden ved at gøre dine egne øjne smalle og vise venlighed.

Ører
Ørerne fortæller meget om hundens sindsstemning. I store træk kan man sige at, fremadrettede ører signalerer styrke hos hunden, mens bagudrettede ører signalerer underlegenhed/venlighed eller angst hos hunden. Hundene hører meget bedre end os og man bør derfor ikke råbe af sin hund.

Tænder og mund
Når vi mennesker smiler blotter vi ofte tænderne, er det for at komme hinanden nærmere, at virke venlige og imødekommende. I hundeverdenen er blottede tænder en adfærd som benyttes, når man føler sig truet og ønsker en større afstand til modparten. Heldigvis lærer vores hunde hurtigt at tolerere vores smil, og nogle hunderacer har faktisk kopieret det. Mundvigenes længde bruges også som et signal, idet tilbagetrukne mundvige betyder underlegenhed.

At smaske eller slikke sig om munden betyder venlighed for hunden, hvilket vi som ejer selv kan gøre, hvor det er nødvendigt at berolige eller dæmpe hunden.

Hale
Hundens hale omtales oftest som dens humørbarometer. Når halen svinger fra side til side er hunden glad og forventningsfuld. Hvis halen hænger ned mellem bagbenene eller inde under maven, er hunden bange og utryg. Dette er sandt et godt stykke af vejen, men man kan ikke sige det helt uden at have vurderet alle de andre signaler hunden sender samtidig. Noget af vejen kan man sige at høj haleføring med stiv og hurtig logren signalerer overlegenhed og lav haleføring med blød og langsom logren signalerer underlegenhed/venlighed. Dette er selvfølgelig ikke så tydeligt på stumphalede racer, men her er det helhedsindtrykket af kropssproget, der beskriver sindstilstanden.

Krop og pels
Kroppen/pelsen kan også fortælle meget om hundens status/sindsstemning. Rejste børster på forreste del af kroppen, kan beskrive en selvsikker/overlegen hund, mens rejste børster nederst ved halen, kan beskrive en usikker/underlegen hund. Som mange af de andre signaler kan man ikke bruge pelsen som det eneste tegn i tolkningen af hunden. Det hele skal helst vurderes samlet inden man bedømme hundens status/sindsstemning.

Lyde
Hunde råder lydmæssigt over et nuanceret sprog. De kan gø, hyle, knurre og pibe og dette i forskellige tonelejer. Vores hunde er vant til at bruge deres gøen som advarsel til flokken om, at der kommer nogen fremmede. De bruger også deres gøen, når de opfordrer os eller andre hunde til leg og andet socialt samvær. Deres evne til at gø og vogte var det vi mennesker faldt for og derfor domesticerede hunden.

Som menneske kommunikerer vi lige modsat hunden. Vores talte sprog er vores vigtigste redskab. Dette faktum er mange gange årsag til misforståelser mellem hund og ejer.

Vores hunde lærer deres sprog fra moderen og kuldsøskende, men også omgang med andre hunde udvikler dens sprog. Det er derfor meget vigtigt at fortsætte omgangen med andre hunde også som voksen, for ikke at glemme sproget.

Styrke forholdet mellem hund og ejer
Forholdet mellem hund og ejer styrkes gennem leg og træning. Det er derfor en rigtig god idé, at finde en træningsform der passer godt til jer og jeres hunds behov. Der findes utrolig mange muligheder inden for hundetræning. Man kan dyrke lydighed på forskellige niveauer, lave rally- lydighed eller dyrke agility. Det vigtigste er at jeres hund synes det er sjovt, udfordrende og ikke mindst at det er noget der foregår sammen med dig.

Hunden gennemgår flere udviklingsfaser, som kan have indvirkning på forholdet mellem hund og ejer.

1. Fase: Socialiseringsfasen
Socialiseringsfasen går ca. fra 3-4 uger frem til ca. 12-16 uger. Det er i denne periode hvalpen skal tilvænnes til så mange ting som muligt.

Der hviler et stort ansvar ved opdrætteren af vores hunde. Her skal hvalpen helst have fået så mange indtryk og oplevelser inden vi får den. Efterfølgende er det vores ansvar at vænne hvalpen til mange forskellige ting, så som køre bil, gå tur på gågaden, vænne sig til biler i byen, mødes med andre mennesker og hunde. Det er også i denne periode man skal starte op på hundetræning, det er nu hvalpen lære mest og nemmest.

2. Fase: Fysisk modning/ kønsmodenhed
Den fysiske modning gå fra 6 - 10 mdr. alt afhængig af racen. De mindre racer modnes tidligere end gigant racerne. Det er nu tæverne kommer i løbetid og hanhunde begynder at reagere på tævers dufte. Det er også her nogle hanhundene begynder at strejfe. De fleste hunde vil begynde at prøve grænser af, "spørge lidt til dagsordenen", vær kærlig og konsekvent med de regler der allerede er sat op.

I denne periode vil hunden være meget optaget af de ting der foregår i dens krop samt hoved, og have svært ved at fokusere og koncentrere sig om ejer og samværet. Det kan være vanskeligt at lære hunden nye ting, men hold endelig træningen ved lige og hav lidt ekstra tålmodighed.

3. Fase: Mentale modning
Den mentale modning af hundene går fra 1½ - 3 års alderen igen afhængig af racen. Her er hunden mentalt færdig udviklet. Den kender nu sine svage og sine stærke sider (er blevet selvbevidst). Det hænder at hundene i denne periode igen vil "spørge til dagsordenen" og som før i den fysiske modning, skal man med en kærlig konsekvens fortælle hunden, at regelsættet stadig er det samme.

Fagveterinærsygeplejerske Vibeke Steinmüller, Odder Dyreklinik.