Gigt hos vores kæledyr

For mange er det en selvfølge at hunden eller katten med alderen bliver mere stivbenet og mindre aktiv. Ofte har man som ejer ikke følelsen af at ens dyr har smerter, da dyret ikke halter, men mere bare er generelt stiv og eventuelt ændrer sine rutiner. Mange af disse ændrede rutiner opfattes let som en naturlig reaktion på at dyret bliver ældre og derfor har mindre behov for og lyst til at være aktiv. Hvis årsagen til disse ændringer er slidgigt, vil dyret have smerter i større eller mindre grad, hvilket forringer dyrets livskvalitet.

Hos katte med gigtforandringer oplever man ofte, at de sover mere end tidligere, har svært ved at hoppe op og ned fra højder, bliver dårligere til at vedligeholde deres pels især over bagparten og i nogle tilfælde ses også urenlighed. Det er ofte et eller flere led i ryggen, hofte, knæ, skulder eller albue, der rammes af slidgigt for kattes vedkommende.

Hunde reagerer tilsvarende med nedsat aktivitet og måske begynder den at sakke bagud på gåturen. Lysten til at lege og gå på trapper eller springe op i bilen eller sofaen bliver mindre. Det kan være svært for hunden at rejse sig når den har sovet og nogle hunde bliver mere aggressive overfor andre hunde eller mennesker og bryder sig måske ikke om at blive berørt omkring gigtplagede led. Nogle hunde bider/slikker sig overdrevent omkring led med gigtforandringer. Dette kan også ses hos katte.
For hundes vedkommende ses gigtforandringer oftest i hofte, knæ, albue, skulder og et eller flere led i ryggen.

Det er ikke kun gamle dyr, der rammes af gigt. Også yngre dyr med f.eks. hofteledsdysplasi eller andre lignende lidelser kan være plaget af gigt.

Der findes mange øvelser, som kan være gavnlige for at bevare bevægeligheden af leddene og samtidig styrke muskulaturen omkring dem, så belastningen på leddene ikke bliver for stor. Mange af disse kan foretages hjemme og dermed kan også katte, som oftest ikke bryder sig om at blive håndteret i fremmed miljø også hjælpes. Massage kan også hjælpe gigtpatienten, bl.a. pga. den smertestillende effekt. Det kan være en god idé at få hjælp til at sammensætte et passende træningsprogram for dyret, og det er vigtigt at indstille sig på, at træningen i et vist omfang vil være livslang, da dyret ellers vil falde tilbage i det gamle mønster.

Med små tilpasninger af hjemmet kan man hjælpe dyret til en mere komfortabel hverdag. Det gælder f.eks. fordring af katten på et sted hvor den ikke skal springe højt eller indretning med "trapper" op til foderplads og fortrukne hvilesteder så den kan komme i højden uden at skulle tage et stort spring. Tilsvarende hjælpemidler kan bruges, så hunden kan komme i møbler og seng uden at skulle springe, ligesom en rampe til bilen kan være en stor hjælp for den gigtplagede hund. Man bør også sørge for at dyret har en passende seng, som er blød så leddene ikke belastes og som kan hjælpe med at varme leddene. Tænk også på at glatte gulve udgør en risiko for at slidte led belastes unødigt, hvis hunden glider. I den kolde tid kan hunden have gavn af et dækken når den færdes ude eller ligger i en kold bil.

Tilskud af glukosamin og chondriotin, som hjælper med at vedligeholde ledbrusken, kan i mange tilfælde hjælpe gigtpatienter. Disse tilskud findes i flydende form, som tabletter eller pulver. Der er også på markedet flere foderprodukter, som har et tilstrækkeligt højt indhold disse stoffer til, at det virker terapeutisk. Nogle af disse er desuden sammensat således, at de har en speciel fedtsyre sammensætning, som hæmmer den inflammation, der sker i gigtplagede led og dermed hjælper til at dæmpe smerten og øge bevægeligheden.