Afskeden med god gammel ven er altid en trist affære. Det er en meget følelsesladet oplevelse og mange fælder en tåre. Dette er en helt naturlig ting og viser bare, at man holdt af sit kæledyr.

Ved aflivningen får dyret først en beroligende indsprøjtning. Den falder derved i en dyb søvn og er samtidigt bedøvet. Herefter mærker dyret ingenting.
Hunden får dernæst en overdosis af sovemiddel i blodbanen gennem en lille nål i forbenet. Herefter stopper åndedrættet og hjertet holder op med at slå. Der kan komme et par dybe refleks ud/indåndinger kort tid efter.

Mange lader dyret blive hos dyrlægen. Dyrlægen har en godkendt køleboks, hvor dyret ligger indtil det afhentes til kremering. Dyret bliver udelukkende brændt til aske og indgår ikke i nogen form for produktion.
Man kan også vælge at få dyret hjem igen i en urne. Dette skal man gøre dyrlægen opmærksom på ved aflivningen.
Nogle vælger at tage dyret med hjem og begrave det i haven. Dette er fuldt lovligt og for nogle en god måde at "beholde" dyret på.

Vi kører gerne ud og afliver dyr i folks hjem. Det er ofte en god oplevelse, at aflivningen foregår hjemme i hundens vante omgivelser, især hvis hunden er meget ked af at komme til dyrlægen.
Det bør dog nævnes at der opkræves et ekstra tillæg samt kørsel.

Det er helt op til en selv hvad i vælger. Det er dog en god ide og have taget stilling til dette inden i kommer og får aflivet dyret.