Af veterinærsygeplejerske Heidi Kilime Nancke 

Tilbage i februar så jeg et indslag i nyhederne der rystede mig. Det var et interview 

med embedsdyrlæge Marit Holm fra Ilulissat i Grønland. I interviewet beskrev hun at 

60-70 % af alle slædehunde i Grønland vanrøgtes i større eller mindre grad. Det var 

uhyggelige billeder der blev vist i indslaget: hunde der havde fået tænder slået ud og 

andre der var blevet sultet ihjel.  

Her gik jeg og var af den opfattelse, at grønlændere var afhængige af deres dyr og 

derfor passede godt på dem. Ifølge Marit har situationen ændret sig, da alle nu kan 

få kontanthjælp. Grønlænderne er altså ikke afhængige af, at skulle ud at jage/fiske 

for at overleve og derfor har de ikke det samme behov for hundene.  

Som barn af en grønlandsk mor, har Grønland selvfølgelig altid haft en dragende 

effekt. Efter at have talt om og planlagt en ferietur i mange år, skulle min søster og 

jeg nu endelig af sted i april 2007.  Vi valgte en planlagt tur gennem rejsebureauet 

Topas, både fordi der så var taget hånd om alt det praktiske, samt fordi vi ville få 

prøvet rigtig meget af det, som vi syntes var spændende. Der var planlagt 6 dage med 

hvalsafari, hundeslædetur, snescooter-tur, overnatning ved lyngmarksbræen på 

Diskoøen, samt 3 dage i Ilulissat. Her var det, at jeg håbede på, at kunne møde Marit 

Holm for at høre lidt nærmere om tilstandene for hundene.  

Nu var jeg så heldig at vores turguide kender Marit privat, så det var ingen sag for 

ham at arrangere et møde. Så søster og jeg mødte op på klinikken og fik en rigtig god 

snak med hende. Marit har været ansat af hjemmestyret i 3 år, hun er Nordmand, 35 

år og har siden hun var ung teenager kørt med slædehunde hjemme i Norge. Da jeg 

Googler på hende efter at jeg er kommet hjem, finder jeg desuden ud af, at hun 

tillige har krydset Alaska til fods på ca. 10 måneder, så altså en supersej kvinde der 

er vant til store udfordringer! 

Marit tog sig rigtig god tid til at fortælle og vise rundt i klinikken. Hun fortalte bl.a. 

at der i Grønland er fem dyrlæger: to dyrlæger i Ilulissat, to dyrlæger i Nuuk, samt 

en dyrlæge i Qaqortoq. 

Hun og hendes kollega i Ilulissat har ansvar for at alle hunde i hele 

slædehundedistriktet bliver vaccineret mod rabies hvert 3. år. Rabies findes 

endemisk i rævepopulationen, så det er lovpligtigt at få sine hunde vaccineret og 

hjemmestyret betaler for dette. Slædehundedistriktet strækker sig fra Sisimiut op 

til Thule, samt dækker hele østkysten og der anslås at være ca. 21.000 hunde i 

Grønland. Så mange hunde kan to dyrlæger ikke nå alene, så de instruerer løbende 

personale der rejser rundt og vaccinerer. 

Foruden rabieskontrol har de ansvar for fødevarekontrollen, men derudover går 80 % 

af Marit’s tid med dyreværnssager, rådgivning omkring fodring, samt alment klinisk 

arbejde.  

Uden for klinikken stod der to slædehunde, som Marit havde i et foderforsøg. Hun 

ville gerne vise slædeførerne, hvordan deres hunde bør se ud og derfor fik hundene 

hvad de kunne spise i 2 uger. Hun regnede selv med at de ville tage ca. 10 kg på i løbet 

af den tid, vel at mærke uden at blive overvægtig! 

Hun siger på et tidspunkt, at hendes mission er, at de grønlandske hunde skal få det 

bedre. Samtidig erkender hun, at det kan tage rigtig lang tid, da det kræver en 

holdningsændring omkring måden at holde hunde på.  

Rigtig mange grønlændere er overbevist om, at det er nok at fodre deres hunde hver 

3.-4. dag om sommeren hvor de er inaktive, samt at give vand hver 2. dag! Det virker 

helt absurd, men traditionen er formentlig dannet ud fra et bekvemmelighedsprincip.  

Når der afvikles hundeslædevæddeløb sker det, at der er en hund som bliver skadet 

undervejs. Er det tilfældet, skæres skaglen over og hunden efterlades til sultedøden 

i fjeldet.  

Slædehunde oplæres fra de er 4-5 måneder gamle og de fleste hunde lever på en 

kost der er præget af hvad der lige er til rådighed. Det vil sige, at kosten mange 

gange skifter brat, samt består af enten fisk eller sæl alene. Det er selvfølgelig ikke 

det mest optimale og min søster og jeg oplevede da også, at de fleste slædehunde 

havde diarré – hvilket ikke er den fedeste oplevelse, når man sidder forrest på en 

hundeslæde, skulle jeg hilse at sige!  

Vi fik lov at komme med for at se Marit’s egne slædehunde og der blev det virkelig 

synligt, hvor stor forskel en ordentlig kost gør. Jeg troede i første omgang, at der 

var tale om en anden hunderace, men fik så at vide, at det i hundeslædedistriktet 

ikke er tilladt at have andre hunderacer end den grønlandske hund. Marit’s hunde er 

mindst en halv gang større end nogen af de mange andre hunde vi så på vores tur. Hun 

har i øvrigt 17 af dem og kører med dem så ofte som muligt. Om sommeren bruger hun 

meget at tage et par stykker med i fjeldet for at løbe, både for hyggens skyld, men 

ligeså meget for at aktivere dem. Ellers står de i kæder, 2 og 2 og har hvert deres 

hundehus. Tævernes huse er malet lyserøde og hanhundenes lyseblå og så er der 

malet deres navn på. Ingen tvivl om, at disse hunde bliver passet som de skal, samt at 

de nok er Grønlands mest forkælede. Af de 17 hunde, er der 2 pensionister på 9 og 11. 

Det ser man ellers ikke i Grønland. En slædehund er gerne brugt op, når den er 5 år 

og hvis den er heldig får den en kugle for panden, hvis ikke risikerer den at blive 

hængt eller at sulte ihjel.  

Grønlændere har ikke tradition for at knytte sig til sine dyr. Tværtimod virker det 

som om, de er meget utrygge ved hundene og vi så meget få der kælede for hundene. 

Vi var nu også blevet advaret hjemmefra om, at vi burde lade hundene være, men vi 

oplevede igen og igen, at hundene var meget kælne og gerne ville klappes, når de stod i 

deres kæder.  

Utrygheden fra grønlændernes side hænger selvfølgelig også sammen med, at der i 

gammel tid rendte mange løse hunde rundt og at man derved oplevede at en hund ind 

imellem overfaldt et barn. I dag skal alle hunde over 6 måneder være lænket og 

dermed ser man meget få overfald. Desværre er der stadig en gammel lov fra 50érne, 

om at hunde skal have klippet sine hjørnetænder inden de fylder et år. Dette sker 

for at undgå, at hunden slår et barn ihjel i tilfælde af overfald. Denne lov arbejder 

dyrlægerne i Grønland på at få ophævet, da den er forældet, samtidig med at den 

strider imod dyreværnsloven. 

Marit og hendes kollega ser rigtig mange hunde, der vanrøgtes, men må nøjes med at 

anmelde de groveste af slagsen. Men selv i de tilfælde kan de have besvær med at 

overbevise de dømmende kræfter om, at de som dyrlæger ved bedst. Til det siger 

hun, at det nok hænger sammen med at hun er tilflytter, samt at hun er kvinde. 

Grønlændere er et meget stolt og traditionsbevidst folk hvad angår slædehundehold 

og de har det derfor svært med at acceptere, at andre ved bedre. 

Klinikken har åben når der er en dyrlæge til stede, og så kommer slædehundeejere 

for at få behandlet deres hunde. De betaler kun for medicinen, selve behandlingen er 

gratis ellers var der ingen, der ville henvende sig. Dyrlægerne er dog lønnet af 

hjemmestyret, så de har ikke samme behov for indtægt, som en dansk dyrlæge.   

Af sygdomsmæssige problemer, støder de mest på dårligmave, da 

hundene spiser alt de kan få fat i. Da klinikken ikke råder over røntgenudstyr eller 

scanner, er de nød til at åbne op og se om der er noget at finde. Foruden 

fremmedlegemer støder de på en del invaginationer, samt skader fra hundebid, 

påkørsler og parvovirus hos hvalpe. 

Jeg undrede mig lidt over, at Marit ”bare” kunne forlade klinikken for at vise os sine 

hunde. Da jeg spurgte om hun så havde en vagttelefon med, fortalte hun, at jeg skulle 

tænke på, at de i alle bygder og andre byer ikke lige har en dyrlæge til rådighed, så 

det er tilladt og tilrådeligt at holde helt fri ind imellem. Det kunne jeg godt følge 

hende i. Vi er nok lidt forvent her i Danmark, hvad angår tilgængeligheden af 

dyrlæger. 

Til at hjælpe sig med papirarbejde og tolkearbejde, har dyrlægerne i Ililussat en 

grønlandsk kvinde ansat. Jeg spurgte om, de kunne bruge en veterinærsygeplejerske 

og det var Marit ikke afvisende overfor. Det største krav var dog, at man skal kunne 

sproget. Så lad det være en opfordring til interesserede med de kvalifikationer:o) 

Jeg takker mange gange for at Marit havde tid og lyst til at fortælle om hendes virke 

i Grønland. Det var yderst interessant og jeg fik utrolig meget ud af besøget.